Tags

, , , , , ,

knækbrød.JPG

Sprøde knækbrød, lige til at brække fra hinanden og klar til brug.

Lises sprøde knækbrød

(8 personer)

Af: Lise Brinkman, Foto KMS

En gammel delikat opskrift, som har været bragt i Ude & Hjemme for år tilbage. Knækbrød er i dag bagt med rigtig mange frø, kerner og fedtstof. Jeg vil fortsat gerne være fortaler for brød med sund fornuft. Erstat eventuel hørfrø med græskarkerner eller chiafrø.

Rigtig god fornøjelse i køkkenet…  Kh Lise

Ned i vægt? JA tak, 7 uimodståelige tip

Det skal du bruge

5 g gær

2½ dl vand, lunkent

½ tsk. spidskommen

1 tsk. jomfru i det grønne

¼ tsk. groft salt

2 tsk. rapsolie eller olivenolie

20 g hørfrø

150 g rugmel

200 g fuldkorns speltmel

Ca. 25 g speltmel, fint til udrulning

Pensling ¼ æg evt. æggehvide

Drys 1-2 tsk. sesamfrø, 1 tsk. jomfru i det grønne og 1 tsk. tørret basilikum.

Sådan gjorde jeg

  • Hak eller stød hørfrøene og rist dem ved middelvarme på en tør pande og lad dem køle ned på en tallerken inden videre brug.
  • Rør gæren ud i lunkent vand. Tilsæt spidskommen, jomfru i det grønne, groft salt, olie, hørfrø.
  • Tilsæt rugmel og fuldkorns speltmel og rør godt, så undgår du, at dejen klumper.
  • Lad dejen hæve tildækket i 45 minutter. Del dejen i to lige store dele og rul den ene del ud til en tynd cirkel. Læg dejen på en bageplade med bagepapir. Skær dejen i 10 trekanter ved at dele dejen vandret på midten, herefter hver halvdel i fem lige store dele, så du til sidst har et ’hjul med 10 eger’.
  • Rul den anden del ud til en firkant. Firkanten lægges på en bageplade med bagepapir og skæres i 2 x 5 stykker, først vandret, herefter lodret.
  • Pensl dejen med let pisket æg og drys eventuel md 1/3 med sesamfrø, 1/3 med jomfru i det grønne og endelig 1/3 med basilikum.
  • Bag knækbrødene ved 225°C i varmluftsovn 15-20 minutter til de er flot gyldne og sprøde.
  • Køl knækbrødene af på en bagerist inden servering.

Prøv dem med en lækker chilihummus til – få opskriften helt GRATIS her.

Grønkålspesto går også godt til knækbrøddene – få fingre i opskriften her.

Tips & Tricks:
Knækbrødene skal pakkes tørt. Ud over at smage godt, så mætter de. Og fortvivl ikke, alle de nyttige kostfibre som er med til at stabilisere blodsukkeret får du også ved at spise Lises knækbrød

Energi per person 90 kcal

Bon appetit – del opskriften med dem, der sætter pris på hjemmebag, og dem, som elsker at bage brødet selv. Med disse knækbrød får du tre i en, god smag, stabilt blodsukker og en dejlig mæthedsfornemmelse. Opskriften er udarbejdet af Lise Brinkman Madsen © Foto Kost, Motion og Sund fornuft