Tags

, , , , , , , ,

groentsager_1

Spis blot de smagfulde og effektive frugt og grønt “soldater”.


Antioxidanter – kroppens kampskjold
Når frugt og grønt kan deklareres som ‘stærkt vanedannende’, så er det fordi, de smager forrygende og øger mæthedsfornemmelsen på grund af de gavnlige kostfibre. Der ud over er rå grøntsager med til at stabilisere blodsukkeret = skabe velvære i kroppen. Når vi spiser frugt, får vi også en del frugtsukker – derfor er det en god ide at spise noget sammen med frugten, som kan hjælpe blodsukkeret i en gunstig retning. Det kunne f.eks. være groft brød, et par mandler eller nødder. På den måde får du næsten samme effekt, som når du spiser grøntsager, nemlig en dejlig mæthedsfornemmelse og et stabilt blodsukker.

En anden sidegevinst er, at frugt og grøntsager indeholder store mængder antioxidanter. Det er sandsynligvis en af de vigtigste grunde til, at vi bliver anbefalet at spise dem.

Antioxidanter er kroppens forsvar mod ’frie radikaler’. Frie radikaler er skadelige molekyler inde i kroppen. Disse er kemisk ustabile, og derfor vil de meget gerne hægte sig på et stof og ødelægge det. Nu sidder du måske og tænker, hvordan dannes disse frie radikaler?

Frie radikaler dannes via miljøforurening, rygning, også passiv rygning. Når der indtages alkohol og usunde fødevarer. Ved raffinering og forarbejdning af fødevarer. Mange lægemidler fremmer dannelsen af frie radikaler. Det gør stress i øvrigt også… Og i stressede situationer er det sjældent, vi tænker på en lækker broccolisalat, snack i form af rød peber eller mandler.

De frie radikaler kan også være positive for vores immunforsvar. Vores immunforsvar kan nemlig danne og bruge frie radikaler til at angribe skadelige mikroorganismer og dårlige celler.

Vigtigst er det, som med alt mulig andet, at der er balance i tingene. Er du udsat for alt for meget, der fremmer dannelsen af frie radikaler og samtidig får for lidt antioxidanter gennem dine måltider, så kan det være en stor udfordring for kroppen.

Kroppens kampskjold er antioxidanter
De frie radikaler dannes i overflod, når vi udsætter kroppen for stoffer, der er fremmede og potentielt skadelige for den. Vores moderne livsstil og forurening af miljøet kan udsætte cellerne for så store mængder af frie radikaler, at deres naturlige forsvar har svært ved at følge med – medmindre du får godt med antioxidanter fra den mad, du spiser.

Antioxidanter i kroppen
Vi kan ikke udrydde de frie radikaler. De er en naturlig del af livet — og de har som sagt også gavnlige funktioner, som når immunforsvaret bruger dem til at bekæmpe skadelige mikroorganismer — men du kan sikre dig imod, at de frie radikaler får overtaget.

Der findes rigtig mange antioxidanter, og du kender sikkert nogen af dem, bl.a. Vitamin C og E, mineralerne selen og zink samt karotenoider, der er blevet fremhævet for deres egenskaber som antioxidanter. Polyfenoler (eller flavonoider), de mest udbredte og almindelige former for antioxidanter. De findes i frugt, grøntsager, fuldkorn, te, chokolade og rødvin. Det bør dog nævnes at der skal spises ret meget chokolade og drikkes store mængder rødvin for at komme op på den mængde E-vitamin, som eksempelvis broccoli indeholder. Og drikker og spiser man disse mængder, så er sukkeret og alkoholen mere skadelig for kroppen, end antioxidanterne er gavnlige.

Antioxidanter er med til at bekæmpe betændelse i kroppen, og sukker og alkohol gør præcis det modsatte, blot til orientering 😉

Nyd dine måltider!

Nyd dine måltider – også selv om du skal til julefrokost!

Nogle antioxidanter samarbejder. Et godt eksempel er den måde E- og C-vitaminer arbejder sammen på. Når et molekyle af vitamin E neutraliserer en fri radikal, konverterer C-vitamin dette molekyle af E-vitamin tilbage til sin antioxidantform, som gør det muligt at bekæmpe flere frie radikaler. Det betyder tilsvarende, at antioxidantvirkningen af E-vitamin er lav, hvis indtagelsen af C-vitamin er lav. Se opskrift på E- og C-vitaminholdig salat her.

Lækkert velsmagende morgenmåltid fyldt med gode antioxidanter.

Netop det forhold, at antioxidanter kan forstærke hinandens virkning og kan virke på forskellige måder, er en af grundene til, at mange fagfolk råder os til at spise en bred vifte af frugt, grøntsager, fuldkorn, fisk og bælgfrugter. Læs flere kostråd her

Cellen og de frie radikaler
Vores krop består af milliarder af celler, og hver eneste celle angribes af frie radikaler tusindvis af gange i døgnet, og det er vigtigt at cellen kan forsvare sig, så den forbliver funktionel i kroppen.

Hvad kan du gøre?
Herunder finder du nogle eksempler på, hvad du kan gøre for at opretholde et stærkt kampskjold og bevare den god balance (sundheden). Det er umuligt at gøre det hele, hele tiden, men gør man bare lidt af det, så har det god effekt.

  • Det er en god ide at spise 300-400 gram grønt og 200-300 gram frugt dagligt (eksklusiv kartofler som i øvrigt indeholder pænt meget C-vitamin – men som ikke regnes for en grøntsag blandt andet på grund af dets kalorieindhold).
  • Generelt bliver du dækket godt ind med antioxidanter og andet godt, når din kost indeholder en stor variation af frugt, grøntsager, fuldkorn, fisk og bælgfrugter.
  • Variation er også godt, når blot det handler om indtaget af frugt og grønt.
  • Begræns stegning i olie og fedt – brug i stedet flere variationer af kolde olier, dressinger og pestoer oven på maden, når den er tilberedt.
  • Begræns kogning af grøntsager, blancher i stedet et par minutter. Eller smid grøntsagerne i en wok 2-4 minutter før, den skal spises.
  • Spis frisk frugt og grønt og tilbered det gerne i sidste øjeblik.
  • Begræns indtagelsen af rødt kød og forarbejdet kød.
  • Luft ud dagligt og undgå så vidt muligt miljøforurening.
  • Beskyt dig mod solens stråler og undgå solskoldning.
  • Brug friske krydderurter, rød chili, hvidløg, løg og ingefær i madlavningen. Rosmarin samt gurkemeje kombineret med peber har en god antioxidant og anti-inflammatorisk virkning.
  • Drik forskellige varianter af te f.eks. hvid, grøn og sort te – kaffe kan være med til at hæmme optagelsen af nogle mineraler, bl.a. magnesium.
  • Få en god nats søvn – når du sover, danner kroppen bl.a. hormonet melatonin, der virker som en antioxidant.
  • Og så den sædvanlige: Begræns indtagelsen af alkohol, medicin, tobak, stimulanser og stærkt raffinerede fødevarer.

Og HUSK, gør vi bare lidt af ovenstående, så er det et mærkbart skridt mod øget velvære og gode smagsoplevelser.

Energifyldte og kærlige hilsener fra Lise

Skulle du få lyst til at finde de rigtige svar for dig og din sundhed – så  kan du læse mere om mine forløb om at blive Sund og Slank For Altid. Forløbet handler om at finde hoved og hale i hvad sundhed egentlig er og hvordan du med din baggrund og lyst til livet, finder vejen til at blive ‘Sund og slank For Altid’. Klik her