Tags

, , , , , , , , , , , , , , ,

quinoa-fremtiden superfroeQuinoa – fremtidens superfrø
Det er svært at give et entydigt billede af quinoas sundhedsværdi og dermed næringsindhold. Der findes i tusindvis af arter, og hver art har sin egen ’næringsprofil’. Som ved andre afgrøder er næringsindholdet afhængigt af jordkvalitet, vokseforhold og høsttidspunkt.

Protein
Quinoa kan have op til 50 % mere protein end f.eks. brune ris og nogle korn. Det er derfor en vigtig og fyldestgørende erstatning for kød i vegetarisk madlavning. Det hvide frø indeholder (14 g/100g), røde frø (13 g/100g) og det sorte 12 g/100 g).

Quinoa har en enestående aminosyrebalance. Den er nærmere den ideelle proteinbalance end f.eks. korn og ris, og den indeholder stort set alle livsnødvendige fedtsyrer. Frøene har et tårnhøjt indhold af lysin, methionin og cystein (aminosyrer). Specielt dens høje indhold af lysin adskiller den fra korn, ris og pasta.

Quinoa er glutenfri
Quinoa indeholder vitaminerne E og B, specielt B6, niacin, thiamin og folat. Kalk- og jernindholdet er signifikant højere i quinoa end i ris, majs, hvede og havre. Quinoa indeholder mere kalk end mælk og har et højere fedtindhold end mange andre korn. Den har desuden et højt indhold af kalium, magnesium, zink, kobber og mangan. Den er specielt velegnet til folk med øget ernæringsbehov, f.eks. eliteidrætsudøvere, gravide, ammende, børn og folk med fysisk hårdt arbejde.

Udseende og smag
Quinoa findes i mange varianter og farver. Frøet er mildt, let bittert og blødt i smagen. Nogle kalder den “vegetarisk kaviar” på grund af dens bløde, knasende konsistens. Personligt synes jeg ikke, frøene smager af særlig meget.

Fiberbomber?
Den hvide sort er afskallet og indeholder derfor mindre kostfibre (7 g/100 g) end eksempelvis den røde (11g/100 g) eller den sorte (10 g/100g). Quinoa skal vaskes før brug, da den er dækket med saponiner, et bittersmagsstof. Saponinerne beskytter frøene mod fugle og insekter.

Læs også hvordan du bliver Sund & Slank

Livsnødvendigt fedt
Frøene indeholder ca. 5 % fedtsyrer, disse er overvejende sunde fedtsyrer. Blandt fedtsyrerne findes OMEGA-3-fedtsyren (alfalinilensyre), der er super vigtig for  kroppen, da vi har glæde af omega-3-fedtsyrerne i hjertet, hjernen og i musklerne.

quinoa

Superfrøet har en kilopris på 128,43.

Tilberedning
Kom quinoaen i en dyb skål og dæk den med koldt vand. Gnid forsigtigt kornene mellem håndfladerne. Kom dem i en si og skyl dem i koldt vand, til vandet er næsten klart, og lad dem dryppe af.

Kogning
1 del quinoa til 2 dele vand. Koges ca. 15-20 minutter i letsaltet vand – evt. urtesalt. Ønsker du, at de skal smage af mere, så tilsæt en krydderurt, et laurbærblad eller et fed hvidløg. Frøene er kogt, når den halvformede kim har skilt sig fra og er blevet hvid. Fjern gryden fra varmen og lad den hvile 5-10 min. Quinoaen damper af, skifter farve og puster sig op til en lettere konsistens. Løsn eventuelt frøene med en gaffel.

Sommerlige grøntsager i wok

Quinoa kan bruges som tilbehør og som erstatning for kartofler, ris og pasta, i supper, i grød, postejer, gryderetter og salater. Quinoa kan ristes før kogning, det giver en let peanutagtig smag og en lettere pilafagtig konsistens. Du kan kværne frøene til mel i en kaffekværn eller i en blender. Det kan bruges alene eller kombineret med andre frø, kerner eller korn til brød, pandekager, muffins og kager. Læs opskrift med quinoa

Historie
Quinoa er et sydamerikansk frø, som er forholdsvist nyt herhjemme og endnu ikke særligt kendt. Det ligner hirse og har været dyrket i Andesbjergene i over 7.000 år i nogle af verdens mest golde, kølige og utilgængelige egne. Frøene indeholder meget kim.

Inkaerne kaldte quinoa for “Moderkornet” og betragtede det som helligt. I dag kaldes det “fremtidens superfrø”.

Quechua-myten fortæller, at en turteldue bragte tre frø til folket. Frøene var en gave fra himlen, leveret af en hellig fugl. Af disse tre frø var – og er – quinoa det vigtigste. Hvert år brugte inkaernes kejser en gylden spade til at plante sæsonens første quinoa-frø. Ved solhverv ofrede præsterne guldkar, fyldt med quinoa, til solen.

En kærlig hilsen fra Lise